Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Kollerupskole_Logo
Mobil menu

SFO

Velkommen til Kollerup Skoles SFO. Vi er stolte af at byde jer velkommen – og vil her fortælle lidt om det, der ligger os mest på sinde. Et er dog ord – noget andet handling. Så kom endelig forbi – gerne med dit barn – hvis du vil opleve vores dejlige SFO ved at være der. Nøgleordene er varme og nærvær!

Børnene er de vigtigste
Børnenes udvikling og trivsel er det allervigtigste for os. Vi har øje for alle børn, og hjælper dem med at indgå i lege og aktiviteter sammen med andre børn. Vi støtter børnene i at kunne lidt mere i dag end i går, men også i at det bare er i orden, hvis man gerne vil slappe af med et spil, farveblyanterne eller noget andet stille og roligt.

Sjove aktiviteter – her blot et lille udpluk
Hver uge er der nye aktiviteter, men nogle af de mest populære går igen. Det er bl.a. at tumle og røre sig i hallen. Det elsker en stor gruppe af vores SFO-børn.

Bål i forårs-, sommer- og efterårssæsonen. Her laver vi mad/brød/suppe over bål, snitter grene, synger sange osv. – alt sammen noget, der styrker fællesskabet.

Udeleg på græsplænen eller i skolegården. Her spilles holdspil, bygges drager, bygges huler og meget mere. Frisk luft er godt og sundt – og giver ny energi.

Hyggekrogen indenfor er fyldt med klæd-ud-tøj, dukker, køkken og legeting. Her leges restaurant med tjenere og gæster og menukort – eller kæmpes drabelige kampe med de bløde sværd. Her er plads til at tumle – både drenge og piger.

Teknologi og fantasi – hvert år kører vi robottema, hvor der både bygges egne robotter og programmeres, så de elektroniske robotter kan køre på baner, børnene selv bygger.

Klubben er primært for de store. Her kan man spille billard, airhockey, playstation eller bare hygge med snak eller et spil kort. Her danses også til ”Just dance”.

Traditioner
SFO’en er fyldt med traditioner: Høstfest, Halloween, og juleværksteder, MGP, fastelavn,  – og elevrådsfest i samarbejde med elevrådet med dj og diskodans. Og meget mere, som børnene også er med til at foreslå.

Telefoner skal blive i tasken eller i en kasse i SFO’en, indtil man tager hjem. De voksne styrer aftaler med bus og afhentning. SFO’en har tre iPads, der kan bruges kort på skift mellem børnene – men som faktisk ikke er meget i brug – udover at dokumentere rekorder med højest byggede tårn, robotter der kører eller billeder af naturen.

Eftermiddagsmad
Hver eftermiddag opfordres børnene til at spise deres medbragte eftermiddagsmad. Når vejret er godt tager de maden med ud og på en regnvejrsdag spiser de, der har lyst, sammen ved det store bord.

Åbningstider Vi åbner hver dag kl. 6.30 og lukker kl. 17.00 – om fredagen kl. 16.00.

Lukkedage Vi forsøger at have så få lukkedage som muligt og samtidig bruge pædagogressourcerne, hvor der er flest børn.

Vi har lukket  mellem jul og nytår – de tre dage før påske og fredag efter Kr. Himmelfartsdag samt Grundlovsdag. Derudover er SFO’en lukket i sommerferien (uge 28, 29 og 30), hvor der dog er mulighed for at tilkøbe pasning andet sted i kommunen.

Samarbejde med Kollerup Børnehus: både i det daglige – men særligt også i vinterferien og efterårsferien - slår vi dørene op mellem børnehaven og skolen og børnene kan lege begge steder. Det samme gør vi i ugen op til skolestart, så børnene nyder godt af hinandens selskab og flere voksne, der samarbejder. Det fungerer rigtig godt.